Lis Larsens 20 år med Mogens Schlüter

Jeg selv blev ansat i 1972 på Holmegaards Glasværk, og jeg landede lige midt i den periode, hvor der var store organisationsændringer i gang. I 1974 var Mogens Schlüter ikke længere direktør, derimod var han blevet ansvarlig for overenskomster, turisme og Næstved Havn, og på den måde blev han i høj grad Glasværkets ansigt udadtil.

Lis Larsen

Næstved Havn var vigtig for Glasværket, for det var hertil, at sandet, som var et af de vigtigste råstoffer i glasproduktionen, blev sejlet. Sandet kom med russiske flodbåde, der ikke stak så dybt.

Skibsmægleren hed Poul Lehmann Sivertsen, og han og Mogens Schlüter havde et fint samarbejde. I 1980 nævnte Mogens Schlüter for mig, at der var en slags legat, man kunne søge, og jeg fik begges anbefaling. Jeg var interesseret i at forbedre mit engelske, så jeg søgte et 14 dages sprogophold i England på Cambridge University og jeg fik det. Jeg boede hos en privat familie, og dermed fik jeg også et godt indtryk af englændere.

Da Mogens Schlüter forlod direktionskontoret, fik han og jeg fælles kontor på førstesalen, og med det som base kom der en tid med mange foredrag og udstillinger, hvor jeg var involveret. Jeg tror Mogens Schlüter godt kunne lide at vise og lære mig alt det, han kendte til, så jeg var med, når vi besøgte Hadeland Glasbrug i Norge, Orrefors og Rosdala i Sverige, hvor MS havde et personligt venskab med direktørerne.

Et af Holmegaards Glasværks ansigter udadtil var udstillinger. Jeg var ”den praktiske gris”, så det var mig, der satte glas op og lagde tekster på.

Vi udstillede bl.a. på Ålholm slot, i Legoland, Anneberg Kulturpark og Holbæk Museum, og et af de steder, jeg især kan huske, var i Haderslev. Her blev vi inviteret til det sønderjyske kaffebord, og det var en stor oplevelse. Vi kørte til Christiansfeld, hvor jeg fik fortalt om Herrnhuterne og vi besøgte kirkegården, hvor mændene lå i én række og kvinderne i en anden. De måtte ikke ligge sammen.

I 1971 havde Holmegaards Glasværk købt Østergade 15 i København, og her fik vi indrettet en meget fin forretning, hvor vi jævnligt var inde for at lavede udstillinger. Østergade var jo en del af Strøget, og jeg var ofte chauffør på vores ture, men dengang regnede jeg det ikke for noget at køre ind i hjertet af København. I dag ville jeg nok betakke mig.

Mogens Schlüter boede i driftsbestyrerboligen, der var opført i 1835 (Svinget 15). Det var hans barndomshjem, hvor han var vokset op med sin far, Karl Schlüter, sin mor Astrid, sin bror Arne, sin bror Bent, og sin tvillingbror Flemming.

Fra boligen til glasværket var der anlagt en flisegang, som direktøren hver morgen kunne gå på. Karl Schlüter gik hjemmefra hver dag kl. 10.00 og Mogens Schlüter startede kl. 9.00. Det var en fast rutine. En dag var der telefon til Mogens Schlüter allerede kl. 8.00, så jeg ringede ham op derhjemme. ”Hvor brænder det?” spurgte han. Det var for ham næsten den eneste gyldige grund til at blive forstyrret så tidligt.

Den 31. december 1977 fratrådte Erik Palsgaard, og den nye direktør, Leonhard Schrøder, ønskede at indrette boligen til gæstebolig, så Mogens Schlüter og hans kone Didde måtte flytte til et af de tre huse /Svinget 38) der var opført til ingeniører i 1949. Det var de virkelig kede af, men heldigvis havde man sat huset fint i stand