Jacob Peter Clausen og musikken 🎺🎼

Jacob Peter Clausen og musikken

Jacob har været aktiv i URANIA i 69 år, og dermed overgår han sin morfar Rudolf Andersen, der nåede at være aktiv i 65 år. (Indlægget er udgivet i 2020)

URANIA

Som jeg fortalte i mine første erindringer, kom URANIA til at betyde meget for mig, fra jeg var ganske ung. Orkestret var startet i 1884 af böhmiske glasmagere, som havde taget musiktraditionen med sig fra Böhmen, og sammen med glasslibere dannede de grundstammen i orkesteret. I løbet af 1920’erne var der dog ikke nok faguddannede musikinteresserede, så man blev nødt til at ændre reglerne, så også andre ansatte på Glasværket kunne være med. I 1940/41 måtte man igen ændre kriterierne således, at ikke-ansatte kunne bidrage til musikken, og sådan var forholdene i 1942, hvor jeg blev født.

Da jeg var et par år gammel, flyttede mine forældre og jeg ind i ”Kasernen” (Glasværksvej 40), og derved blev jeg en del af ”Glasværksbyen”, og dermed URANIA. Det var jo fast tradition, at orkestret spillede pinsemorgen, og jeg har selvfølgelig været til stede hver pinse, men det husker jeg ikke. I 1949 var det regnvejr, og derfor var orkestret flyttet fra den sædvanlige plads, og jeg kan tydelig huske, at jeg kom ud fra lejligheden og tænkte: ” Hvorfor sidder min morfar der?” Min morfar var Rudolf Andersen, der spillede tuba i URANIA, og desuden var min onkel, Arne Halfdan Pedersen, med på trompet.

Se pinsekoncerter på Nye & Gamle Fensmarks kanal på YouTube

Min far, Peter Clausen, var ikke musikalsk, hvorimod min mor var god til at spille klaver, så det er fra hende, jeg har fået mine musikalske evner. Jeg kan huske, at jeg var meget interesseret i min morfars tuba, men jeg måtte ikke røre den, for den var dyr – den havde spillet i Århus Symfoniorkester. Den stod på klangstykket (schallstykket/”udmundingen”), så jeg kunne ved at lægge mig på knæ komme til at blæse i mundstykket – dog uden at lave lyd.

Der var ingen, der pacede mig til at spille, men jeg var så interesseret, at jeg fik lov til at låne en trompet med knapventiler af URANIA, og så var det med at komme i gang med at øve sig. Det kunne godt være lidt besværligt, for en trompet lyder jo ret højt. Københavner-Erik, der boede i lejligheden over os, arbejdede på skiftehold, og han insisterede på at få lov til at sove om dagen, når han kom hjem fra arbejde. Hvis jeg havde brug for at øve mig i de tidsrum, ”pakkede” jeg klangstykket ind i en dyne, og så gik det.

Min onkel, Arne Halfdan Pedersen, hjalp mig meget i starten. Han boede på Holmegaardsvej 32, (tidligere Shell Tank, nu La Coruna). Dengang var Holmegaardsvej 36 og Holmegaardsvej 38 (det gamle vandværk) ikke bygget, og når der var cirkus i byen, blev teltet slået op på de grunde. Det skete lige uden for min onkels vinduer, og det optog mig selvfølgelig, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om trompetspillet, så til sidst råbte min onkel: ”Så gå dog for pokker derover og spørg, om du må hjælpe!”

På et tidspunkt fik jeg at vide af min onkel, at han ikke kunne lære mig mere, så han sendte mig videre til Frede Krüger Rasmussen fra Falsterske Fodregiments Musikkorps. Han boede på Erantisvej i Næstved, og han påtog sig at undervise mig gratis. Han spillede tit om aftenen på Reci på Axelhus i Næstved, og når jeg kom på ad formiddagen, åbnede han ofte døren iført slåbrok, og så vidste jeg, at det var blevet sent natten før. Han var i øvrigt en farverig person. Jeg kan huske, at jeg en dag kom for at få en spilletime, men sådan skulle det ikke være den dag. Han havde nemlig fået bil – en Vanguard – og det kløede i hans fingre for at få lov til at køre i den, så jeg blev beordret ud på passagerersædet. Det var så den musiktime. Jeg spillede hos ham et stykke tid, men til sidst sagde han, at jeg havde så godt fat i det, at jeg selv kunne udvikle mit trompetspil. Vi var 5 unge mennesker, Bent Skjold Petersen, Kurt Rasmussen, Torben Bach Jensen, Lars Rune Carlsson og jeg, som alle var interesseret i at spille, og de fælles hobby har selvfølgelig været med til at fastholde min interesse for musikken. En aften var vi hjemme hos Bent Skjold, der boede lige ved siden af portnerboligen til Glasværket, og vi gav den så megen gas, at portneren på et tidspunkt troppede op for at se, hvad vi havde gang i.

URANIA øvede i starten af 50’erne i Forsamlingshuset under ledelse af Ernst Nagel Petersen, og jeg kan huske en vinteraften, hvor der i løbet af aftenen var faldet en hel del sne. Det varede ikke længe, før vi fandt ud af, at en trompetkasse var ganske udmærket til slæde, og på den måde kom vi legende let ned til Glasværksbyen. Andre gange slog vi lige et slag indenfor hos Poul Erik Christiansen, som boede på Stadionvej 12, hvor bandet Disturbers havde øvelokale i kælderen.

Noget af det første, jeg deltog i med URANIA, var et optog i Næstved. Jeg kan ikke huske anledningen, men vi skulle gå fra Næstved Station, op ad Jernbanegade og videre ad Østergade. Det må have været en hverdag, for jeg kan huske, at der var mange elever på Jernbanegade Skole, der stod i vinduerne og iagttog processionen. Da vi kom ned forbi Sankt Mortens Kirke og skulle dreje op ad Østergade, fortsatte min morfar, Rudolf Andersen, videre ad Riddergade. Han gik forrest i højre side og havde ikke lagt mærke til, at resten af orkestret var drejet til venstre. Han opdagede det heldigvis hurtigt, så tubaen igen kunne indtage sig plads.

Jeg havde som nævnt lånt trompeten af URANIA, og på et tidspunkt fik jeg mulighed for at købe den for 200 kroner, og det var et godt køb, for den havde oprindelig kostet 26.000 kr. Men det blev endnu bedre, for efter et stykke tid fik jeg de 200 kr. tilbage med besked om, at jeg ikke skulle betale noget. Siden har jeg haft flere trompeter. Bl.a. købte jeg en ”kinesertrompet” i Bilka. Jeg havde set på den, og den var godt bulet, så jeg spurgte ekspedienten: ”Hvor meget over 50 kroner skal jeg betale for den?”. ”Du får den ikke for under 250 kroner, svarede han. ”Hvis jeg nu spiller et nummer på den her i forretningen, kan jeg så få den for 50 kroner?” Det gik han med til. Jeg spillede et nummer, og trompeten var min. Det er det billigste, jeg nogensinde har købt en trompet til, og det er stadigvæk en af mine yndlingstrompeter.

Jeg var 11 år, da jeg blev en del af URANIA, og det var også i 1953, at URANIA begyndte at samarbejde med Hovmantorp Musikkår i Sverige. Hovmantorp ligger midt i det område, der kaldes Glasriget, så der var også andet end musikken, vi havde tilfælles. Gennem en lang årrække har de to orkestre med hustruer hvert andet år været gæster hos hinanden. Jeg skulle have været med i 1958, men en gang fåresyge satte en stopper for den tur. Det var et fantastisk samarbejde, de to orkestre havde med hinanden, og der udviklede sig mange venskaber. Bl.a. tog man ofte på besøg i Hovmantorp, selv om det ”ikke var ens tur”, og så blev man indkvarteret hos hinanden. Desværre er den tradition døet ud. Hovmantorp Musikkår blev slået sammen med Lessebo orkestret, og mange af de nye medlemmer i URANIA synes ikke, at de kender nogen af de gamle. Der er dog enkelte, der på egen hånd har holdt forbindelsen ved lige. Sådanne arrangementer har også den fordel, at ens familie bliver inddraget i livet omkring orkestret. Man er jo væk hjemmefra i mange timer, så turene er også en slags kompensation for familien.

Hovmantorp Musikkår er nok det nærmeste, vi er kommet til et decideret samarbejde, hvor vi har siddet sammen og spillet det samme nummer. Men vi har haft besøg af mange andre orkestre. Bl.a. havde vi i 2003 år besøg af Blue Lake International Community Band. Det er en organisation, der laver turneer med orkestre for at fremme international forståelse, og det år var Næstved en del af deres Europa-turné, der også gik til Tyskland og Italien. Da de var her hos os, faldt det sammen med St. Hans, så haven ved Vejlø var godt fyldt op. Det amerikanske band bestod af 40-50 musikere, og vi har nok været tilsvarende antal. Men som sagt spillede vi ikke sammen; vi afløste hinanden, og det har vi også gjort med mange andre orkestre; det er altid inspirerende at være sammen med andre musikere.

Glasorkestret

Uranias glasorkester kom også til at betyde meget for mig. Herluf Nielsen og Poul Weidinger havde allerede i 1950 fremstillet to fanfarehorn eller aidahorn (Giuseppe Verdi havde fået fremstillet nogle fanfarehorn i messing til brug i operaen Aida). De to glasmagere havde fået en anden plads i en konkurrence om at fremstille noget morsomt i glas. Hvem og hvad, der fik førstepladsen, er gået i glemmebogen. De to horn blev jævnligt brugt, men de var stemt i as, og det gjorde det vanskeligt, hvis man skulle spille sammen med andre instrumenter. Hverken Herluf Nielsen eller Poul Weidinger spillede, så det var lidt et tilfælde, at hornene var i as. Vi har stadig de to horn, men de er gemt forsvarligt væk. I stedet har jeg lavet nye, der er stemt i b, og så går sammenspillet meget lettere. De fleste er lavet i klart glas, men jeg har også fremstillet nogle i koboltblå, som passede til vores blå jakker.

I 1975 havde Holmegaard Glasværk 150 års jubilæum, og til det ville man gerne have noget unikt. I 1974 tog Arne Halfdan Pedersen derfor initiativ til at få lavet et helt orkester i glas. Han havde været med til indvielsen af Kastrup Holmegaards glasbutik på Strøget i København i 1970, hvor Kastrup Glasorkester havde leveret underholdningen, og den oplevelse havde lagt kimen til at lave et helt orkester i glas. Han fik Mogens Schlüter med på idéen og Herluf Nielsen (som havde lavet fanfarehornene i 1950) og hans søn, Tommy Nielsen, til at påtage sig opgaven. De forskellige instrumenter måtte laves som ”samlesæt”, der blev smeltet sammen til det endelige instrument. Fx var røret til tuba otte meter langt, så man måtte være flere om at stemme den. John Thomsen, der var tubaspiller, blæste og én eller flere lyttede i den anden ende. Hvis den ikke stemte, måtte man skære stykker af eller smelte stykker til røret, til den var stemt. Derefter skulle de lange rør bukkes, og det havde vi ikke erfaring med. Heldigvis vidste Mogens Schlüter, at der på Radiometer var en af verdens bedste glasrørsbukkere. Det var Ole Jensen, som bl.a. havde været i USA for at hjælpe i deres rumfartsprogram. Han havde fået sin store erfaring ved at bukke glasrør til lysreklamer. Det var meget fascinerende at se hans teknik.

Ind imellem blev andre glasmagere involveret. Det var fx min far, Peter Clausen, der løste opgaven med at lave schallstykket til tubaen. Han fjernede alt unødvendigt til den store indvarmerovn, så der blev plads til at stikke schallstykket ind i ovnen, og på den måde fik man lavet tubaen, som den skulle være. Herluf og Tommy Nielsen arbejdede med instrumenterne i deres fritid, og de fik ikke løn for arbejdet, men de havde lavet en aftale med Mogens Schlüter, som de var tilfredse med. Tommy Nielsen var i mit værksted på det tidspunkt, og jeg havde sagt, at ”det måtte han selv ligge og rode med”. Da deres ”kontrakt” med Schlüter var opfyldt, overtog jeg arbejdet med glasinstrumenterne. Hermod Vincentsen var også med i sin egenskab af glassliber. Jeg har lavet rigtig mange, og det var ikke alle, der var lige gode. En af disse kom i brug, da Leonhard Schrøder, direktør for Glasværket, havde rund fødselsdag. Han ønskede sig en glastrompet, og jeg tænkte, at han kunne få en ”2. sortering”, for den skulle jo bare op at hænge på en væg. Han blev meget glad for gaven, og så sagde han: ”Vil du ikke nok spille et stykke musik på den?” Så blegnede jeg, men der var jo ikke andet at gøre, end at få det bedste ud af det. Jeg tror dog ikke, han fandt ud af, at det var en mindre god udgave.

Da Herluf og Tommy Nielsen var færdige, havde de lavet instrumenter til et orkester på 12 personer. Instrumenterne kan spille de fem naturtoner, så det krævede kompositioner, der er lavet til dette. Uranias dirigenten, Frede Krüger Rasmussen, komponerede derfor i første omgang Slibervalsen og Jubilæumsmarch, og disse to blev spillet til jubilæet. De første medlemmer af Glasorkestret var Torsten Hansen, Bent Andersen, Arne Halfdan Pedersen, Jørgen Bent Bach, Keld Holm, Ole Ottosen, Hermod Vincentsen, Kurt Petersen, Rudolf Andersen, Jesper Holm, Erling Andersen og jeg. Aldersmæssigt var der noget af et spring fra 11-årige Jesper Holm til 82-årige Rudolf Andersen. Erling Andersen havde som tømrer påtaget sig den opgave at lave opbevaringskasserne til alle instrumenterne.

Vi arbejdede også selv med at bukke glasrør. Selve rørene lavede vi på fabrikken, og de rør tog vi med til Glasværksvej 44 (”Kasernen” nærmest porten) også kaldet Musikstuen. Stuelejligheden var indrettet til Urania, og vi brugte som sagt også lejligheden til at lave instrumenter i. Vi havde en kraftig gasbrænder til at opvarme glasset, og der skulle jo noget til. En dag oplevede vi, at der i den ene ende af lejligheden faldt noget ned fra en lysekrone. Det var et plastikgitter, og det var smeltet. Det kan nok være, vi fik slukket gasbrænderen, og da vi mærkede på loftet, var det gloende varmt – lejligheden oven over havde fået gulvvarme. Herefter bukkede vi glasrørene udenfor.

Lejligheden blev også brugt til at øve i, og det har nok ikke gået stille af. En aften brasede Store Børge (Børge Jensen), som boede ved siden af, ind i lejligheden, og han var tosset. Vi blev lovet alverdens ulykker, hvis vi ikke øjeblikkeligt stoppede med den forfærdelige larm – det gjorde vi så – det var ikke uden grund, han blev kaldt Stor Børge.

Glasorkestret blev tilknyttet Holmegaards Glasværk, og vi blev brugt som en slags ambassadører for Glasværket. Eksportchef Svend Blaschke sendte os med, når der skulle etableres en glasbutik ude i verden. Bl.a. var vi i 1984 i London, hvor stormagasinet Harrods havde indrettet en afdeling med Holmegaard glas. Det blev en fornøjelig tur, men også strabadserende. Vi spillede 10 koncerter i Harrods, vi var i radioen og i fjernsynet, og vi prøvede at spille i Hyde Park nær Speakers Corner Vi blev transporteret i en lejet bus via Esbjerg-Harwich til London. Chaufføren skulle lige vænne sig til at køre i venstre side, men det klarede han fint, og jeg var meget imponeret over, hvordan han kunne at finde rundt i London. Det var før GPS blev opfundet. Det var dog ikke let at finde parkeringsplads til en hel bus, så det kostede nogle parkeringsbøder, og clouet på den del at turen var, da chaufføren måtte hente den borttransporterede bus hos politiet. En anden ”munter” episode var, at vi næsten blev skyldig i, at man måtte evakuere og lukke Harrods. I de år var der mange bombesprængninger i London, og da man opdagede, at der stod en lille kuffert efterladt der, hvor vi havde spillet, trådte deres antibombeplaner i kraft. Heldigvis var der en, der kunne genkende vores nodekuffert, så det hele faldt til ro, da han hentede den og åbnede den.

I 1993 skulle Glasorkestret medvirke i et salgsfremstød i Grækenland. Turen skulle foregå med fly, og vi skulle jo have vores glasinstrumenter med. De kasser, vi havde til instrumenterne kunne dog ikke være i flyets lastrum, så Erling Andersen, som havde designet de oprindelige kasser, måtte på den igen efter de mål, han havde fået fra luftfartsselskabet. Han er en meget dygtig tømrer, så det var ikke noget problem. Og det var heller ikke noget problem for mig og Erling Andersen at lave indmaden. Den første indmad havde vi lavet i flamingo blandet med lim, og i den masse kunne vi presse instrumenterne ned i. Metoden havde dog den ulempe, at limen gik i opløsning, så flamingoen stod os om ørerne, når vi åbnede kasserne. Siden gik vi over til fast flamingo, som vi formede med nedstrygerklinger. Vi havde en aftale med luftfartsselskabet, at vores kasser skulle tages af flyet og nænsomt transporteres ud til bussen. Vores egen bagage kom via det sædvanlige transportbånd, og da vi stod og ventede, hørte vi pludselig en larm fra der, hvor bagagen kommer op. Det var vores kasser, der kom bumpende. Heldigvis var Freddy Madsen lynhurtig henne ved stedet, og han fik hevet kasserne til side, så de ikke blev udsat for det sidste store bump, og alle instrumenterne var intakte.

Så vi fik afviklet vores program – i smoking og 40 graders varme. På turen blev vi præsenteret som ”Royal Copenhagen Crystal Orchestra”. Vi spillede to steder i Athen og i Patras. Et af stederne kunne vores bus ikke komme frem, og så måtte vi selv bære kasserne med instrumenterne, der godt kunne ligne kister. Den greb Knud Andersen – vores dirigent – så han købte nogle blomster, som han lagde på kasserne. Lokalbefolkningen havde så megen pli, at de stod stille med blottede hoveder, når vi passerede. Heldigvis havde de humor, så det hele endte i grin, da joken blev afsløret.

Det var i øvrigt på denne tur, at vi præsenterede vores fire trækbasuner og fire træktrompeter i glas. Jeg havde sammen med Freddy og Benny Madsen i godt et år arbejdet på at fremstille instrumenter med bevægelige dele, og det lykkedes da også. De havde bare den ulempe, at de kun fungerede, når de var helt tørre. Vores udåndingsluft er desværre fyldt med fugt, så efter kort tid, ”hakker” glasrørene. Jeg har forelagt problemet for forskellige ingeniører o.l., men ingen har kunnet løse problemet, så nu er de pakket ned.

I 1989 skulle vi i tysk fjernsyn. Vi troppede op iført vores flotte, blå jakker, men den gik ikke. Vi skulle bære smoking. Det havde vi ikke med, men det var ikke noget problem for fjernsynsselskabet. De havde den slags påklædning i flere størrelser på lager, så vi blev ekviperet fra top til tå. Der var kun én, der var lige det største, men det klarede man ved at sprætte jakken op, og sætte den sammen med klisterbånd, så den passede. Vi blev jo kun fotograferet forfra.

Der er det specielle ved glasinstrumenterne, at de er meget krævende at spille på, så vi spiller helst ikke mere end et kvarter, og jeg har været ude for flere gange at måtte melde pas. Bl.a. skulle jeg engang til et jubilæum afslutte koncerten med et nummer blot for at konstatere, at der ikke var flere toner i hornet den dag.

Glasorkestret var på sæt og vis en del af Holmergaards Glasværk, og derfor fik vi løn af Glasværket, når vi var ude i PR-ærinder. Ofte havde vi vores hustruer med på turene, og der opstod i starten et dilemma om, hvorvidt de selv skulle betale for middage o.l. Arne Halfdan Pedersen, som var leder i starten, mente ikke, at vi kunne pålægge Glasværket den udgift. Vi andre mente bestemt, at det kun var rimeligt, så han ringede hjem og fik at vide, at selvfølgelig ville Glasværket betale alle udgifter, og sådan blev det. Jeg efterfulgte Arne Halfdan Petersen som leder efter hans død, og jeg skulle blot sørge for, at der lå et regnskab for turen, så bogholderiet havde dokumentation for udgiften. Jeg har kun oplevet én fejl i regnskabet, og det havde noget med min egen løn at gøre. Jeg fik jo løn for deltagelse i Glasorkestret, og jeg fik løn for mit arbejde på Glasværket, og på et tidspunkt tikkede der løn ind fra begge steder. Lønningskontoret opdagede dog fejlen selv, så min løn blev reguleret tilbage.

Det var efterhånden blevet et princip, at vores ægtefæller skulle med uden beregning, og én gang har vi taget konsekvensen. Vi skulle i 1986 spille til et arrangement i Nykøbing Falster, og da vi kom til indgangen, forlangte arrangørerne, at vores bedre halvdele skulle betale entré. De var hverken til at hugge eller stikke i, så resultatet blev, at vi returnerede til busserne og kørte hjem igen. Men der var vist også noget økonomisk lusk med dette arrangement. Kim Larsen skulle også spille, men da han ikke havde fået sit forskud, meldte han ligeledes fra.

I 1981 var glasorkestret med i Hopla hos Otto Leisner. Udsendelsen blev sendt direkte Lillejuleaften, så der var ikke plads til smuttere. Vi indledte udsendelsen med to numre, og det gik over al forventning. De andre medvirkende var – fandt vi ud af – lige så nervøse over, at det var direkte.

I 2008 havde vi meldt glasorkestret til Talent Danmark på TV2. Dommerne var Peter Aalbæk, Martin Hall og Julie Steincke, og de sendte os videre til anden runde, men så var det slut. Dommerne var imponerede, men et glasorkester var ikke lige det, de ville bringe i fjernsynet, så der kom vi aldrig, men det var meget sjovt at se, hvordan sådan noget løber af stablen.

I 2005 fik vi afviklet det sidste arrangement på Glasværket. Glasorkestret skulle medvirke i ”Glasstykket”, som teatergruppen Cantabile 2 fra Vordingborg opførte i Glasværkets værksteder. Forestillingen var opbygget som en række tableauer, og det var publikum, der skulle bevæge sig rundt. Vi blev placeret forskellige steder, bl.a. blev nogle af os hejst op under loftet. Det var meget anderledes, men meget spændende.

Det også muligt for virksomheder og privatpersoner at hyre orkestret eller blot fanfaregruppen mod betaling, for det er jo ikke helt billigt at holde et orkester i gang. Vi var med i 1987, da Kastrup Lufthavn skulle indvi Copenhagen Airport Shopping Center. Det blev lidt af en oplevelse, for vi skulle guides indenfor af politiet. Allerede dengang var terrortruslen til stede, så der blev passet godt på. Vi har også været med til butiksindvielse i Sønderborg, i Nordtyskland og sågar vores egen Superbrugs. Vi har endog været med til at festligholde Fremskridtpartiets Årsmøde. Vi spillede bl.a. kendingsmelodien fra Olsenbanden som en slags drillende kommentar til Glistrup og hans proselytter, men det tog de nu meget pænt. I øjeblikket (2020) koster orkesteret 5000 kr. plus transport.

Fanfaregruppen

Meget ofte er både Næstved Byorkester og Fanfaregruppen af sted sammen. Men hvis man har brug for en pompøs optakt til især åbnings- og indvielsesarrangementer, tager vi sted alene. Vi kan være op til 7 syv mand – seks horn og en trommeslager.

Fanfarehornene har været vidt omkring. I 1979 skulle der indvies en udstilling I Sidney i Australien. Hermod Vincentsen, Arne Halfdan Pedersen og Erling Andersen på trommer blev sendt afsted for at kaste glans over udstillingen, og de kom både i radioen og i fjernsynet. I 1981 gentog det sig i Japan. De tre musikere skulle være med til indvielsen af en skandinavisk udstilling i Tokyo; igen med stor succes. Hermod Vincentsen har flere gange været alene afsted. I sin egenskab af glassliber skulle han sidde i butikken og slibe glas. Når det gik lidt trevent med kundernes interesse, greb han fanfarehornet, og så var opmærksomheden genetableret.

Hermod Vincentsen var i øvrigt en munter fyr. Han kunne godt finde på at rejse sig op i en flyvemaskine og få alle passagererne med til at synge. Hans store problem var, at han kunne ”fare vild i en telefonboks”. Når han kom ud af et hotel, skulle han bare rundt om hjørnet, så var han ”lost”. Vi oplevede en gang, vi skulle hjem fra København, at han ubemærket var smuttet ud af bussen og tilbage på hotellet, og vi opdagede det først, da vi var kommet godt hjemad. Ved en opringning til hotellet kunne vi konstatere, at han heldigvis var blevet inde på hotellet, så vi kunne ånde lettet op. Det kostede Urania flere hundrede kroner til en taxa hjem.

I 1983 havde Rudolf Andersen 75 års jubilæum som arbejder på Glasværket. Det ville Glasværket godt gøre noget ekstra ud af, så de lavede en aftale med Tivoli, at det også skulle fejres der. Arne Herluf Pedersen og jeg havde taget vores fanfarehorn med, og da vi standsede foran hovedindgangen, løb vi ned til Divan 2 og var parate til den helt store modtagelse, når Rudolf Andersen standsmæssigt ankom. Det var en stor gestus fra Glasværkets side, og de fik da også en del pr. ud af arrangementet.

URANIA hornorkester

Der er sket en del med Urania Hornorkester i den tid, jeg har været med. Da jeg startede, var det som sagt et hornorkester. I 1961 udvidede man orkesteret til et harmoniorkester med træblæsere. Det var ikke fordi, vi ændrede repertoiret, men vi fik flere ”strenge at spille på”, og vi fik et større grundlag at rekruttere musikere fra. Man gjorde simpelthen det, at man satte en seddel op ved glasværksporten, hvor man efterlyste mennesker, der kunne spille på klarinet, saxofon eller fløjte. I alt fik man syv nye medlemmer på den konto, og man engagerede musikdirektør Ejnar Sauer fra Næstved og musikdirektør Willy Mortensen fra Vordingborg til at undervise de nye medlemmer. Holmegaard Kommune og Glasværket støttede initiativet økonomisk, så der kunne indkøbes instrumenter.

I 1970, blev det også muligt for kvinder at være med, og når URANIA har været størst, har vi været omkring 80 musikere.

Omkring 1996 skete der igen en større fornyelse. Vi fik til et arrangement i Holmegårdhallen et samarbejde med Fensmark Gymnastikforening i stand, og det var så stor en succes, at vi begyndte at tænke andet og andre ind i vores koncerter. Det manifisterede sig i 1997, hvor vi spillede i Tivoli. Her var vi sammen med fem syngepiger og nogle dansere fra Birgits Danseinstitut i Næstved. Det fungerede så godt, at vi i 1999 tog konsekvensen og omdøbte URANIA Harmoniorkesteret til URANIA Underholdningsorkester, og vores koncerter blev mere showprægede.

Dette faldt godt i hak med, at man i år 2000 fik sat gang i en række nytårskoncerter i Næstvedhallerne. Det var Lions Club i Herlufsholm, der havde taget initiativet, og vi var med til planlægningen. Det år var Keld og Hilda Heick hovednavn, og det blev afviklet fredag aften. Desværre kom det kun 200 tilskuere, så arrangementet gav underskud. Alligevel syntes vi, at konceptet var så godt, at vi ville forsøge igen i 2001. Vi flyttede arrangementet fra fredag aften til søndag eftermiddag, vi hyrede Tonny Landy og Tove Hyldgaard, og Torben Kaarslev skaffede et sækkepibeorkester fra Slagelse. Det var nok til at arrangementet løb rundt.

Nytårskoncerterne blev herefter en fast tradition, og de efterfølgende år spillede vi for fulde huse. Vi samarbejdede nu med Anettes Danseinstitut, og vi havde forskellige hovednavne. Jeg var især imponeret over Dario Campeotto. Man kunne fornemme, at han nød at være med, og han tog det ikke så tungt, hvis vi lavede nogle fejl. Han havde selv svært ved at huske teksterne, så dem lagde han på sin monitor på gulvet foran sig.

2003 blev et specielt år for mig. Vi havde fået Pernille Wolder med som sangerinde, og jeg blev på et tidspunkt klædt ud som hvid klovn, og som sådan kom jeg gående ind på scenen til hende, mens jeg spillede ”Oh My Papa”. Jeg havde gjort meget ud af at kunne nummeret udenad, for det var ikke muligt at have noder med. Noget senere blev jeg kaldt frem på scenen, og jeg blev noget overrasket, da det viste sig, at Lions Club havde udvalgt mig til at modtage deres årlige initiativpris for alt det, jeg havde gjort gennem årene for URANIA og for nytårskoncerterne. Prisen var på 2000 kr. og der fulgte et bæger med en inskriptionsplade på. Prisen blev overrakt af formanden for Lions Club.

Et andet år optrådte min bror Niels, Lone Hartmund og jeg med et lille shownummer. Jeg skulle spille 1. stemme, Lone 2. stemme og Niels 3. stemme i Leroy Andersons ”Buglers Holiday”. Vi udnyttede, at Lone ikke er særlig høj, og da vi stillede op, kigger Niels og jeg ned på denne lille dame, der resolut gik ud bag ved og hentede en kasse, som hun kravlede op på. På den måde kom vi ”i øjenhøjde med hinanden”. Det er denne slags små muntre indslag, der er med til at højne fornøjelsen ved at spille i URANIA.

Jeg har også haft fornøjelsen at opleve lokale unge mennesker til disse nytårskoncerter. I 2003 og 2004 optrådte Pernille Kaarslev som solist på sit valdhorn, og i 2017 var Andreas Birk med sin violin solist. Det sidste foregik dog på Grønnegade Kaserne. Næstvedhallerne var blevet udbygget og kaldte sig nu Arena, og af en eller grund ophørte samarbejdet i den forbindelse, så 2014 blev det sidste år, vi holdt nytårskoncert i de omgivelser.

Undervejs i nytårskoncertrækken ændrede vi igen navn. I 2005 besluttede man i forbindelse med kommunesammenlægningen at slå Næstved, Holmegaard, Fuglebjerg, Suså og Fladså sammen til én kommune. Selve sammenlægningen var en realitet i 2007, men allerede fra 2005 kom vi til at hedde Næstved Byorkester. Borgmester Henning Jensen var inde på, at vi var en fuldgod erstatning for Gardehusarregimentets Hesteskadron, som Næstved havde mistet til Slagelse i 2002. De fem borgmestres underskrivelse af sammenlægningsaftalen foregik ved en højtidlighed i Ny Ridehus på Grønnegade Kaserne. Både fanfaregruppen og Underholdningsorkestret spillede til arrangementet, som især blev kendt for, at ”pingerne” drak champagne, mens resten af tilskuerne måtte tage til takke med noget ”sødt boblevand”.

De sidste par år har vi afholdt nytårskoncert i vores øvelokaler på den gamle gardehusarkaserne, men der er kun plads til 200 tilskuere, så det er ikke nær det samme som ”i gamle dage”.

Men en tradition, der holdes i hævd år efter år, er koncerten pinsemorgen kl. 6 ved Glasværket og kl. 8 ved Gadekæret i Fensmark. Det er kun uvejr, der kan aflyse den, og den plejer at trække mange tilskuere. Jeg husker en episode ved en pinsekoncert ved Glasværket. Vi havde indøvet et nummer, hvor der skulle være et ekko. Hermod Vincentsen skulle agere ekko og havde gemt sig bag et træ. Vi begyndte nummeret, og da vi kom til ekkoet, skete der ikke noget. Vi startede forfra, der skete stadig ikke noget, og da vi undersøgte årsagen til det udeblevne ekko, fandt vi ud af, at han var besvimet af bar nervøsitet. Ja, musik er en alvorlig sag.

Det var i øvrigt ved et sådan arrangement, mit barnebarn, Emil, blev introduceret til at spille i orkestret. Han havde fået en legetøjstrompet, og allerede på afstand kunne jeg høre, at han var ved at varme hornet op. Han insisterede på at spille med, når vi andre spillede, og det var ikke just vellyd, der kom ud af hans anstrengelser. Jeg løste problemet ved at tage ham på skødet og fortælle ham, at han ikke skulle spille, når vi andre spillede. Han var så benovet over at sidde midt i blandt os, at han ”købte” aftalen.

Efter Torben Kaarslev alt for tidlige bortgang i 2010, har vi ikke spillet ved Glasværket. Desuden var vores aftale med Glaskroen om en kop kaffe ”med sidevogn” efter koncerten ikke mere gældende, så nu nøjes vi med koncerten ved Gadekæret.

Desuden har vi haft en række faste koncerter i løbet af året. I Vejlø præstegårdshave har vi spillet flere gange i forbindelse med St. Hans, og vi har gæstet Høve præstegårdshave en del gange.

I tilfælde af bryllupper, jubilæer og dødsfald iblandt os, stiller vi også op med større eller mindre besætninger på både glas og messing.

En erfaring, som mange orkestre har gjort, er, at det er godt at skifte dirigenter med jævne mellemrum. Jeg har spillet under Ernst Nagel-Petersen, Frede Krüger Rasmussen (to perioder), John Thomsen (to perioder), Knud Andersen, Keld Holm, Torben Kaarslev, Lars Jensen og Kristjan Berger. Ind imellem har vi haft gæstedirigenter til at spille med os og til at give os gode råd og vejledninger. Vi har bl.a. i en weekend i 1983 haft Børge Wagner fra Radioens Underholdningsorkester til at ”herse” med os. I 1987 var det Arne Hammelboe fra Det Kongelige Kapel, der instruerede os i et udtog fra Aida. Vi har haft Henrik Krogsgaard og flere andre. Det er meget givende, når der kommer nogen udefra med ”friske øjne og ører” til at ruske op i de gamle vaner.

Tyrolerorkestret

I 1977 tog – så vidt jeg husker – Knud Andersen og Poul Laybourn initiativ til at danne et tyrolerorkester. Jeg var med i starten, og det var meget fornøjeligt; det er jo glad musik. Men efter et halvt års tid havde jeg fået nok – ikke over musikken eller mine medspillere – men over uniformen, vi skulle have på. Knud Andersen havde fået sin hustru, Janne, til at sy uniformerne. De var lavet i noget grønt stof, og alle dragterne var i samme størrelse. Jeg så forfærdelig ud, syntes jeg, så jeg sagde farvel og tak, og orkestret har jo også klaret sig fint. Bl.a. havde de i 2002 25 års jubilæum, som de med stor succes fejrede med en tur til Tyskland og Østrig.

Urania Big Band

I 1984 kom der endnu et nyt skud på URANIAs stamme. Jeg mener at huske, at det var Erik Gundborg og Kjeld Holm, der var initiativtagere, og i starten fungerede John Thomsen som dirigent, og med ham ved roret, var vi bl.a. på Gavnø, hvor vi spillede for 30 damer af det bedre borgerskab.

John Thomsen var også dirigent for URANIA Harmoniorkester, så han ville gerne aflastes. Vi søgte derfor efter en ny dirigent, og vi var så heldige, at Jens Vagn Petersen fra Køge Musikskole påtog sig opgaven. Han var konservatorieuddannet, og han spillede saxofon, så han var den helt rigtige til at få dette band op at stå.

I 1999 havde URANIA Harmoniorkester ændret navn til URANIA Underholdningsorkester for at signalere, at man fremover ville kombinere musikken med indlagte shownumre. Det samme ville URANIA Big Band, så i 2000 ændrede orkestret navn til URANIA Swing Group. En af de første lidt større opgaver, vi gik i gang med, var ”Sacred Concert” af Duke Ellington. Det er et værk for orkester og kor, så vi fik et samarbejde i stand med Holmegaard Koret under ledelse af Jens Due. Vi opførte værket i Holmegaardhallen og i Jystrup Præstegård i løbet af 2001, og siden hen har vi spillet det flere gange, bl.a. sammen med Storebæltskoret fra Korsør.

I 2011 gik vi tilbage til navnet URANIA Big Band, og jeg kan egentlig ikke give nogen forklaring på det.

Vi har et fast arrangement ved gadekæret i Holme Olstrup i juli måned, men ellers er der ikke så megen efterspørgsel efter os i denne konstellation, men vores øveaftener er både hyggelige og givende.

Uranias Nisseorkester

Lige siden jeg var ung. har jeg bl.a. sammen med min morfar Rudolf Andersen været ”nisse” i december måned. Denne tradition blev etableret sammen med Baunehøj Ridecenter i Næstved. De leverede vognen, der var opbygget som en kane, og hesten, og vi leverede musikken, når vi kørte rundt i Næstveds gader. Desuden tog vi rundt til alle plejehjemmene i Holmegaard Kommune og ”spillede julen ind”. Senere fik vi en aftale med Næstved Cityforening om at spille i Næstved i julemåneden om lørdagen og søndagen. Det er en meget hyggelig tradition, og selv om vi ikke er en fast gruppe, kan vi altid samle omkring 20 nisseudklædte musikere, der gerne vil være med til at sprede lidt julestemning.

Andre grupper

Jeg har også gennem hele min ”musiktid” spillet til sølvbryllupper o.l. I starten foregik det altid kl. 6, men jeg var jo vant til at stå tidligt op, så det var ikke noget problem. Det havde desuden den fordel, at jeg kunne nå at være i skole til kl. 8. I starten foregik det i URANIA-regi, og de penge, vi fik, gik i URANIAs kasse, og sådan var det i mange år. Nu foregår det i ”privat regi”, og jeg er faktisk holdt op, men alligevel er jeg ude af og til. Vi er en lille gruppe, der hjælper hinanden til disse arrangementer. Rigtig mange URANIA-musikere indgår i sådanne grupper, og der er nok at lave til alle.

Der er nogle morgener, der står tydeligere i erindringen end andre. Vi var fx i gang med at spille til et guldbryllup, og brudeparret stod som det sig hør og bør i døråbningen og lod sig hylde. Pludselig glider gommens bukser langsomt ned og finder hvile omkring hans fødder. Der var en livrem, der ikke helt var spændt og på plads. Så er det svært at spille trompet, skulle jeg hilse og sige. Han havde ry for at være en meget munter mand, og nogle af naboerne var inde på, at det ”stunt” lavede han med vilje for at pille det højtidlige ud af seancen. En anden gang var vi ude til et lidt større arrangement, hvor der var godt gang i kaffebrygningen, og alle ovne var sat til at lune morgenbrødet. Det blev for meget for mastesikringen, så den sprang. Det er i sådan situation, man skønner på gode naboer, og efter en del forsinkelse kunne gæsterne sætte sig til bords.

Sociale arrangementer

Musikken har selvfølgelig været hovedformålet for URANIA, men der er også altid tænkt det sociale samvær ind i arrangementer. Nogle ture har taget udgangspunkt i netop dette

nævne orkesterleder Poul Hemmingsen. Han har gennem en årrække lagt et kæmpe arbejde i URANIA. Han har været her der og alle vegne, og også i planlægningen af ture.

Turen til Samsø i 1998 er et godt eksempel. Harmoniorkestret og Tyrolerorkestret tog i august på en forlænget weekend. Vi havde arrangeret en koncert i Samsø-hallen med Harmoniorkestret, dansere, sangere og shownumre. Tyrolerorkestret spillede i Ballen og på kajen i Kolby Kås, og vi fik rigtige gode anmeldelser i den lokale presse. Resten af tiden gik med hyggeligt samvær mellem musikere og pårørende. Vi oplevede i øvrigt en lille morsom episode. Da vi sejlede fra Kalundborg, manglede vi Jørgen Madsen og hans hustru, og da de kom ”blæsende” ind på kajen, var færgen sejlet, men ved at fortælle skibets kaptajn, at de to havde en meget væsentlig rolle i arrangementet, fik vi ham til at bakke, så de også kom med. Det er der vist kun Ritt Bjergegaard, der har præsteret. På turen fik vi også indviet den lukkede trailer til vores instrumenter. Også den var et resultat af Poul Hemmingsen ukuelige initiativ. (Traileren er nu borte, men vores trommeslager, Niels Fog Andersen, har stillet en ny til URANIA’s disposition).

I 2004 tog vi på en lignende tur til Bornholm. I juni måned var vi fire dage på klippeøen, hvor der både var koncerter, sightseeing og socialt samvær. Vi fik samtidig lavet en ordentlig afslutning på Torben Kaarslevs periode som dirigent. Sådanne ture er af meget stor betydning for sammenholdet.

Øvelokaler

Da jeg startede i 1953, havde vi øveaften om onsdagen i Forsamlingshuset på Holmegaardsvej i Fensmark. Senere fik vi lokaler på Holmegaardskolen stillet til rådighed. Omkring 1958 rykkede vi ned på Glasværket, hvor vi holdt til i Sliberiet. Engang i 60’erne flyttede vi i kantinen på Glasværket, og der fik vi faciliteter, hvor vi kunne opbevare vores noder m.m., men vi skulle stadig rydde op efter os, når vi havde øvet. Omkring år 2000 var man i Holmegaard Kommune begyndt at tale om at udvide Folkemusikhuset, og det kunne jo være interessant for os. Planerne blev godkendt, men det blev alligevel aldrig til noget.

I 2004 blev Glasværket opkøbt af Steen Gude, som havde store planer med området og bygningerne, så derfor blev vi nødt til at se os om efter nye lokaliteter. Orkesterlederen for URANIA Musikforening, Poul Hemmingsen, forhørte sig bl.a. i Næstved og fik kontakt med Næstveds daværende borgmester, Henning Jensen, som altid var villig til at løse problemer af den art. En dag ringede Henning Jensen til Poul Hemmingsen, og spurgte, om han havde tid til at se på mulige faciliteter. Gardehusarkasernen var jo forladt, og der var masser af plads, bl.a. en kantine. Resultatet blev, at URANIA kunne være der ”indtil videre”. Endelig fik vi et sted, hvor vi kunne indrette os, som vi ville. Der var plads til musikinstrumenter, noder m.m., og vi skulle ikke rydde borde og stole på plads efter hver øveaften.

Næstved Byorkester øver om onsdagen og nogle gange om fredagen. Big Bandet og Gefion Brassband fra Næstved deler lokalet om mandagen, og om torsdagen lægger Næstved-Koret beslag på faciliteterne, og på den måde deles vi om udgifterne.

Organisationen

Urania er en forening med formand, kasserer og bestyrelsesmedlemmer. I den tid fra 1953, hvor jeg han været med, han vi haft følgende formænd: Glassliber Kaj Hansen, glassliber Niels Larsen, smed Jens Ottosen, glasmager Evald Vincentsen, teknisk tegner Arne Halfdan Pedersen, tømrer Erling Andersen, Ove Dubøl, tømrer Erling Andersen, Jesper Løndahl Bjerre, Jørgen Madsen, Torsten Victor Hansen, Jørgen Madsen, Margit Fog Andersen og Henrik Mortensen.

Indtil 2000 blev kassereren valgt af bestyrelsesmedlemmerne, men siden har stillingen været på valg til generalforsamlingen. Formanden og kassereren vælges for to år ad gangen.

Under generalforsamlingen og bestyrelsen figurerer dirigentgruppen, revisorer, materialeforvalter og nodearkivar. Der et festudvalg, et PR-udvalg, et nodeudvalg og et koncertudvalg, og hele denne opbygning har vist sig at være nødvendig for at holde de forskellige orkestre i gang.

Generalforsamlingen afholdes i februar måned, hvor bl.a. kontingentets størrelse fastlægges. I 1996 måtte man bide i det sure æble og forøge kontingentet fra 40 kr. til 60 kr. men det beløb forslår slet ikke mere. 1. maj 1994 havde jeg været med i Urania i 40 år, og dermed blev jeg æresmedlem og kontingentfri, men andre skal betale (2020) omkring 2000 kr. pr. halvår.

Økonomien har altid fyldt meget, så der er et fast punkt på dagsordenen. Heldigvis har kunnet få hjælp af Statens Musikråd, Holmegaard Kommune og Næstved Kommune. Fx var det Statens Musikråd, der i 1997 tilkendegav, at vi kunne købe et paukesæt for op til 45.000 kr. Det lykkedes også at få en sponsoraftale med Holmegaards Glasværk. Fabrikschef Søren Klinge var meget imødekommende over for URANIA, så i 2000 indgik vi en aftale, der blev endelig stadfæstet i 2002. Den aftale havde vi glæde af i to år, men den ophørte, da Steen Gude købte Glasværket.

Bestyrelsen arbejder med planlægning af kommende arrangementer. Bl.a. gør vi en del ud af de forskellige jubilæer. Det var til sådan et jubilæum, at jeg optrådte som solist for første gang. I 1959 fyldte URANIA 75 år, og min bror Niels og jeg spillede ”Soldaterpolka”. Han var 13 år og jeg var 15 år. Gæsteunderholderen var Ove Sprogøe Da Urania fyldte 100 år i 1984, lavede vi et stort arrangement i Holmegaardhallen, som blev afsluttet med et kæmpe fyrværkeri. I år 2020 havde vi lavet et arrangement klar til at fejre Uranias 135 års jubilæum. Det skulle have løbet af stablen 29. marts på Kasernen i Næstved, men en lille virus kom i vejen.

Lederne af de forskellige orkestre aflægger også beretning om, hvordan det forløbne år er gået. Jeg står for Glasorkestret og Fanfarehornene. Torsten Victor Hansen tager sig af Tyrolerorkestret, og Henrik Mortensen fortæller om Næstved Byorkester. Vi beretter om afholdte arrangementer, og hvilken økonomi, vi hver især har kunnet bidrage med. Byorkestret får fx 5.000 kr. pr. optræden, samt dækket udgifter til transport.

Fremtiden

Der er unægtelig sket meget med URANIA i den tid, jeg har været med. Forholdene for orkestrene er er noget nær det optimale, efter vi har fået faciliteter på Gardehusarkasernen. Men en ting, jeg savner, er det sociale liv, der var i gamle dage omkring URANIA. Efter at vores samarbejde med Hovmantorp er ophørt, er der ikke sket noget på den front. Margit Fog Andersen forsøgte, da hun blev formand, at arrangere fællesspisning for medlemmerne, men der var ikke ret megen opbakning, og det er ikke forsøgt siden. Så man må nok erkende, at denne del af URANIA er død og borte, og det kan man kun begræde. (Jeg har dog på fornemmelsen, at Tyrolerorkestret er gode til det sociale). Men minderne har jeg da lov at have.

For mit eget vedkommende har jeg i sinde at blive ved ”så længe, der er luft i mig”. Hver onsdag er spilledag, og det bliver der ikke lavet om på, og jeg er stadig med, hvis der er brug for en fanfarespiller, en glastrompetspiller eller en trompetspiller i Næstved Byorkester.

En stor tak til Bert Christensen for at resarche Jacobs historie.

Relaterede indlæg: 

Fortælling af tidligere portner, Carl Godtfred Clausen

Erindring af Alice Jensen

Erindring af Jacob Peter Clausen

Fortælling af tidligere glasmager, Peter Clausen

Erindring af tidligere glasmager Peter Clausen

 

 

Musikforeningen Urania blev stiftet den 29. februar 1884 på Holmegaard Glasværk i Fensmark.

Blandt stifterne af Urania var glasmager Theodor Lennartz, som var kommet til byen fra Westphalen. Han blev Uranias første dirigent.