En lille statusopdatering

Efter at have arbejdet med indsamling af det lokalhistoriske stof i Fensmark i snart 5 år, og efter bedste evne formidlet det videre via Nye & Gamle Fensmark på Facebook, Fensmarkby.dk og Fortællinger fra Fensmark 1.- og 2. del, så vil jeg herved gøre lidt status.

Jeg er klar over, at det kræver en vis kærlighed til lokalområdet. Er man så heldig selv at være født ind i nærmiljøet, så er den første forhindring overkommet. Det næste er den åbenhed og velvillige hjælp og imødekommenhed jeg møder, hos alle jer, som deler jeres familie- og slægtshistorier med alle os andre. Uden jer, så har vi ikke de historier vi sammen kan glædes over.

Så tak til alle jer som så varmt åbner døren, og deler ud af jeres private fotos og fortællinger. Jeg ved godt at jeg også skal takke de sociale medier, som er et af vores bedste og nyere værktøjer, til her og nu og på et splitsekund, at formidle 100 år gamle historier, så de lever videre og synliggøres. Så tak til opfinderen af disse digitale kanaler for de tekniske muligheder. Selvom min generation delvis er vokset op med de nye tekniske landvindinger, så ser vi også, at min forældres generation dygtigt følger med. Og det er næsten det bedste; at dem som selv er historie, kan se deres historie blive videreformidlet. Men hvem skulle have troet, at der fandtes og findes så mange fortællinger fra vores Fensmark? Vi må sande, at det gør der.

I den sammenhæng vil jeg også bringe en hyldest og tak til dem som i mange årtier har gjort det arbejde, som jeg også som privatperson har interesse for at formidle. Lad os takke Næstved Museum og Næstved Arkiverne og alle deres medarbejdere, der i deres mange år i tjenesten netop har indsamlet, registreret og bevaret og formidlet viden om lokalsamfundet.

En tak til Nye & Gamle Fensmarks frivillige. I er simpelthen fantastiske, hvilket ikke kan fortælles nok.

Opstarten af Nye & Gamle Fensmark

Linette Bach fortæller:

Jeg besluttede mig for at kende min barndomsbys historie….

Da jeg var barn i Fensmark, så var min umiddelbare tanke egentlig ikke, hvordan historien var skruet sammen. Det tænkte jeg ikke så meget over.

Som barn legede jeg på kælkebakken, skøjtede på gadekæret og legede i æbleplantagen på “gården” som den blev kaldt.

Senere festede vi i bordtennispavillonen og mødtes et par gange om ugen i ungdomsklubben, Oasen.

Dengang tænkte jeg slet ikke over:

– Historien der hørte til Fensmark Kirke

– Hvem var digteren Christian Winther, og hvordan mindestenen for digteren, havde fundet sin vej til præstegården

– Hvordan Fladsåtrolden blev skabt i atelieret af Arne Bang

– Hvordan alle de fantastiske historier fra Holmegaard Glasværk var blevet til

– Hvor farligt livet kunne være i Holmegaard Mose

I 2014 gik jeg simpelthen i gang med at lære min egen barndomsbys historie, og jeg skal love for, at det blev til mere end det.

– Facebooksiden Nye & Gamle Fensmark

– Hjemmesiden Fensmarkby.dk

– Bogudgivelserne Fortællinger fra Fensmark 1. og 2. del.

Jeg må erkende, at jeg har taget revanche, og lært min barndomsbys historie, og det er jeg oprigtig glad for.

Jeg er stolt over, at jeg i dag kan præsentere et værk, som ville være alle byer forundt.

Fensmark og kulturarven når den er smukkest 

Linette Bach siddende ved Fensmark kirke