Historier fra Holmegaard Mose

Carl Vilhelm Frants Rehermann skrev således:

Skøjteløberforeningen havde i mange Aar et fornøjeligt og muntret Karneval Fastelavnslørdag, hvor saa godt som alle Deltagerne var maskerede. Ellers var det mest udendørs den virkede. Naar Frosten rigtig bed og blev saa haard, at de store Mosehuller frøs til og Isen blev sikker, drog Skøjteløberforeningen ud paa Mosen. Med Urania i Spidsen gik det ud til de store Isflager og snart udfoldede der sig et muntert Folkeliv derude,enten man saa løb paa Skøjter eller kørte paa Kælk henad Isen. Efter et par Timers Forløb kom der Forfriskninger ud til Isbanen, især beregnet paa de frysende Musiker, – Madam Olsen kom med sine store Kurve fyldt med dejlige, varme Æbleskiver og Kromanden kom med varm Punch, (der skulle noget til at tø de stivfrosne Musikere op med). Det var dog ikke alene Musikerne som blev trakteret, nej alle som havde lyst kunne faa del i Tragtementet og Kurvene blev snart tomme.

Læs hele Carl Vilhelm Frants Rehermanns fortælling

Carl Godtfred Clausen skrev således:

Nu begyndte en tid med flere penge mellem hænderne, for tørvearbejdet var godt betalt i forhold til så mange andre jobs. Men det var en streng tid; jeg var ikke vant til så hårdt arbejde, og som ny mand skulle jeg kanøfles. På arbejdspladsen på Mosen var der i 1918 et ælteværk og to pressemaskiner. Desuden blev der skåret en masse tørv med håndspade. Jeg var som sagt på ælteværket. Det var en firkantet pram, som vi sejlede ud i tørvegraven med. Ælteværket blev trukket at en lokomobil (en stationær dampmaskine), og når tørvemassen var godt æltet, blev det hældt over i tipvogne, og disse vogne blev på skinner trukket ud til liggepladsen, hvor den flydende tørvemasse blev hældt ned i nogle tremmeforme. Tremmeformene blev styret af en formtrækker, som havde øgenavnet Bulvas. Han var stor og stærk, men han havde ikke rigtig tag på det, og det blev min store chance. Jeg blev en dag sendt ud for at passe arbejdet med formene, og jeg fandt hurtigt ud af, at det drejede sig mere om den rette teknik frem for mange kræfter. Det fremkaldte respekt, og siden den dag blev jeg ikke mere kanøflet. Jeg har tit tænkt på, hvor lidt der skal til for at vende et nederlag til sejr.

Læs hele Carl Godfred Clausen fortælling 

Augusta Hannibal skrev således i sin fortælling:

Mosen var som sagt en oplevelse både sommer og vinter. Sommeren bød på den skønne natur med de smukke birketræer og porsen, som duftede så vidunderligt. Når tågen havde sænket sig, eller med andre ord ”mosekonen bryggede”, så var der noget ”troldsk” ved at færdes der en sen nattetime eller tidligt om morgenen. Og så var der tørveskærene med siv og dunhammer, vildænder og gedder, som vi har fanget mange af på hjemmelavede fiskestænger med sejlgarn som snøre. Vi børn havde en dejlig tumleplads i den store mose, som glasværket (af praktiske grunde) er bygget så nær ved. Der har jeg kendt hver en sti og hvert et vandhul, der har jeg løbet på skøjter om vinteren – prøvet at dumpe igennem isen og ”få en sok” helt op til armhulerne, og der har jeg plukket tyttebær og fanget hugorme om sommeren, der har vi bygget huler af grene og løv (det gjorde vi piger også), og der har jeg ligget på maven og fordybet mig i en myretue og undret mig over de små dyrs tilsyneladende meningsløse løben omkring med deres stor hvide æg, og der har jeg set på, at min far og de andre glasmagere og slibere skar deres tørv. Jeg kan endnu fornemme det bløde, lunkne vand, der var i disse tørvegrave, blødt og varmt på overfladen, men iskoldt på bunden. Der blev brændevinsflasken og hvidtølsankret sænket ned for at holde sig kold til den medbragte mad. Ja, der kunne nok også ryge en slurk brændevin mellem måltiderne, for det var strengt arbejde, men dengang kostede en pot brændevin jo ikke så meget, så det kunne nok tillades.

Om efteråret plukkede vi tyttebær, der voksede på meget fugtig mos, og dengang var der ikke noget, der hed gummistøvler, så enten gik vi barfodet eller i træsko. Træsko kunne dog være noget ubekvemt, for de ville gerne hænge fast i dyndet, og det skete ofte, at en træsko blev dernede. Så måtte ejeren gå træskoløs hjem, men hvad gjorde det, når bare vi havde haft en god høst. Om vinteren havde vi de herligste skøjtebaner på de store ”mølleskær”, som vi kaldte dem, og i min barndom var der nu mere vinter end nu. Der var en skøjteløberforening dengang, og jeg mindes så tydeligt engang, der var skøjteløberfest på isen. Urania spillede, og skøjtekonerne bød på varm punch og æbleskiver, der blev transporteret ud på isen i en kane med hest, bjælder og det hele, og illumination manglede heller ikke; den bestod af flagermuslygter ”en masse”, og vi børn havde lavet hver vores roelygte, altså udhulede roer, hvori vi skal øjne, næse og mund. Indeni satte vi et stearinlys, og det så meget festligt ud. 

Læs hele Augustas fortælling

Ludvig Christensen skrev således:

Som barn kom jeg med min far på mosen. Min far havde heste og vogn. Og han havde evnen til at gøre tingene levende. Dette vakte min interesse for naturen med dens indhold. Mosen med dens omskiftende tiltrækning gennem de fire årstider.

Foråret, når hættemågerne tager de store, åbne tørvegrave i besiddelse, så er der liv, lige til de drager til kysterne. En lun sommeraften, når nattergalen slår sine triller lige nede i udkanten af mosen tæt ved fabrikken.. Den vil gerne have mennesker som tilhørere. Kæruldens blomstring og dunhammerens vækst ved kanten af de store vandhuller. Et ældre tørveskær med de halvægte nøkkeroser, og et af de nyere med gule åkander. Disse åkander har en kammerat og jeg kastet ud som små planter, og de har formeret sig på stedet. Efteråret har en stor charme, når lyngen blomstrer, senere når birketræernes blade falmer fra mørkegrønne til rustrøde og derpå orangegullige, et farvespil uden lige. Om vinteren kan man finde dyrenes spor i sneen, når de søger efter lidt sparsom føde. Kender man aftrykkene, kan man følge dem: dåer, ræven, haren, hermelinen eller væselen samt hønsefuglene. Alt dette og mere får man i tilgift, når man arbejder og bor på glasværket eller har sit hjem uden for værket.

Mosen har været et frit område for alle interesserede. Om søndagen kommer folk i biler langvejs fra for at nyde den storslåede natur derude. I de senere år er friheden dog begrænset. F.eks. må børn ikke færdes i mosen uden ifølge med voksne. Dette skyldes et par brande, som børn havde forårsaget. Før den sidste brand havde nogle drenge lavet en indianerlejr med miniaturepalisanderhegn af trægrene omgivet af voldgrav. Inden for dette var samlingspladsen. Der havde drengene bål, bålet tog magten, greb om sig i tørt græs, kviste og lyng.

Læs hele Ludvig Christensens fortælling

Arne Hvidben Nielsen skrev således:

Det var en god Tid dengang for os der ved Mosen, hvor der skete mærkelige Ting. Vi opdagede, at Frihedskæmperne holdt Skydeøvelser på Mosen. Der var mulighed for at erhverve et lille stykke Mose, så man selv kunne frembringe sit forbrug af Tørv til Kakkelovnen. Men om Natten steg Grundvandet i det Hul, hvor der var skåret Tørv: Man var derfor nødt til at øse Vandet væk for at kunne fortsætte næste Dag. Til dette havde vi anskaffet Spande. En Dag, da vi ville øse Vand op af Graven – som den kaldtes – opdagede vi, at vores to Spande var gennemhullede, og det samme var tilfældet med Naboens Spande. De havde været Mål for Frihedskæmpernes Skydeøvelser.

Læs hele Arne Hvidben Nielsen fortælling

Peter Clausen skrev således:

Mosen var et andet yndet legested. Det var selvfølelig ikke helt ufarligt, og nu om dage ville forældre nok være noget betænkelig ved at lade deres børn gå derud. En lille episode illustrerer meget godt farligheden. Jeg var sammen med Finn Christensen (Fine Ludvigs søn) og min lillebror Niels gået ud for at samle mågeæg i hættemågekolonien, der havde etableret sig i et skær lige øst for Glasværket (den er der dog ikke mere). Jeg har nok været omkring ti år og Finn var et år ældre, så han ville vise, at han var den store, der turde hoppe ud på en ”tue” i skæret. Som sagt så gjort, han tog tilløb, sprang – og væk var han. Der var ingen bund i tuen, så han forsvandt ned i mosevandet. Lidt efter dukkede han op og spruttede mosevand ud af munden. Så forsvandt han igen. Niels var ikke til megen hjælp. Han stod bare og tudede. Så fik jeg øje på nogle birketræer, der stod ud over skæret, og et af dem kravlede jeg op i. Det var heldigvis så tyndt, at det bøjede sig ud over skæret, og tredje gang, Finn kom op, fik jeg fat i ham. Langsomt fik jeg bugseret ham ind til bredden, og så gik vi i gang med at vride tøj. Jeg har senere talt med Finn om det, men han ville (han er her des-værre ikke mere) helst ikke have genopfrisket den episode.

Vi badede også i tørveskærene, og her var det nødvendigt at lære at svømme med en hånd – der var gedder i skærene!!

På et tidspunkt besluttede vi, at vi ville bygge en indianerhytte på Mosen. Vi fandt et egnet sted, og så gik vi i gang med at fælde birketræer. Der var jo nok af dem, så der kunne også blive til en palisandermur rundt om indianerbopladsen. En dag dukkede Petersen op. Han var skytte på Holmegaards Gods, så vi blev lidt hede om ørerne. Heldigvis viste det sig, at man gerne ville af med birketræerne på Mosen. De havde for alvor holdt deres indtog efter den store brand i maj 1938. Branden var meget omfattende, og mosejordens overflade ændrede karakter, så birkefrøene fik kronede dage. Vores aktivitet viste sig altså at være en god gerning, så vi kunne fortsætte vores leg.

En anden gang var vi tre drenge, der var på fisketur. Vi medbragte en spand, som vi opbevarede vores fangst i. På et tidspunkt blev én af os nødt at gå afsides for at forrette sin nødtoft. Resultatet af denne handling lugtede dog så fælt, at han ville brænde sine efterladenskaber med det resultat, at ilden bredte sig med lynets hastighed. ”Gerningsmanden” kom farende tilbage til os, og råbte: ”Det brænder, det brænder!” Så tog han spanden med fisk og det hele, løftede den op og hældte den ned over sig selv. Og så stak han af. Vi andre fik travlt med at komme op til Glasværket, og den lokale brandsprøjte kom i aktion og fik bugt med flammerne, inden de havde bredt sig alt for meget. Den uheldige var som sunket i jorden, og man fandt ham først sidst på aftenen efter en omfattende eftersøgning. I virkeligheden havde han nok mere brug for trøst end skældud.

Det var en uskreven regel, at man stoppede med at lege på Mosen, når man var konfirmeret. Sådan var det bare. Vi overlod derfor denne herlige legeplads til vores yngre brødre og søstre, og vi var derfor ikke involveret i den næste ret store brand. De unge mennesker havde fundet ud af, at Mosen var et godt sted at foretage de første øvelser udi rygningens svære kunst uden indblanding fra voksne. Det endte ikke så godt.

Læs hele Peter Clausens fortælling

Finn Ekman Jørgensen skrev således:

Inden vi rigtig nåede til fodbolden fik jeg ridderslaget af Eva Kruchov. En forårsdag, vi gik vel i 2. klasse, spurgte hun, om jeg ikke ville med ud på mosen og lege. Det, vidste jeg i hvert fald, var strengt forbudt. Man måtte ikke gå ud på mosen. Tørvegravene var dybe, og man druknede med garanti, hvis man faldt i. Og så var der også hugormene. De var så giftige, at man døde, hvis man blev bidt. Det fremførte jeg selvfølgelig som vægtige grunde for et nej. Det kunne ikke tages for gode varer. Begge hendes to tvillingesøstre legede derude. De byggede huler og havde det rigtig sjovt og spændende. Hvis vi gik bagom forvalter Niels Hansens gård og holdt os bag hækkene ned langs markerne, kunne vi uset komme ud på mosen. Hvis vores mødre så os gå ud mellem de to gule længer, ville de ikke fatte mistanke om, at vi skulle på mosen, som lå i den anden retning. Sådan en masterplan, og så fra Eva Kruchov, kunne jeg ikke sige nej til. Så i lang tid iførte jeg mig hver eftermiddag gummistøvler som beskyttelse både mod hugorme og mod at få en sok, som ville afsløre hvor jeg havde været. Og så af sted med Eva. I det nærmeste ældgamle tørveskær, som nu var tilgroet, byggede vi videre på den hule, hun havde påbegyndt sammen med Grethe, hendes sangveninde. Det blev selvfølgelig kedeligt i længden, så vi brugte den som base for ekspeditioner længere ud på mosen. Da vi helst ikke skulle ses fra vejene, færdedes vi skjult i pilekrattet på tørvebænkene. Altså omgivet af vand meget tæt på begge sider. Ofte var bænkene oversvømmede eller afbrudt af grøfter, så man skulle svinge sig over på den anden side ved hjælp af grenene på de svajende buske. Hvor stor faren for at drukne var, ved jeg ikke; men faren for en sok var overhængende. Og det ville være katastrofalt at komme hjem med våde sokker. Så legen manglede absolut ikke faremomenter.

Læs Finn Ekman Jørgensens fortælling om mosen

Bertha Jensen skrev således:

Når det var vinter og frost, kom der jo is på mosen. Det frøs hurtigt til på det, vi kaldte ”fladerne”. Det var overfladevand med en meget lille dybde, så der måtte vi godt lege. På et senere tidspunkt blev isen på de dybere tørveskær så tyk, at de voksne sagde god for den, og så var den et leben især om søndagen. Det var både voksne og børn, der skøjtede rundt, og mange lærte sig herresving og at løbe baglæns. Det var især hyggeligt, når konerne kom ud med kaffe, og vi åbnede vores madpakker. Og så var fornøjelsen jo gratis.

Læs hele Bertha Jensens fortælling

Lena Andersen skrev således:

I mange år skar mine forældre tørv på mosen, altid i fars sommerferie. Det var hver dag fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen.

Det var så min opgave, da jeg blev gammel nok, at cykle ud med madpakke og drikkevarer til dem. Det var meget hyggeligt at spise sammen derude. Det hændte, at også jeg blev der resten af dagen. Desuden fik jeg fik lov til at gå til hånde med udlægning og røjling af tørv.

Men en dag gik det gruelig galt for dem. Far var næsten færdig med at skære for denne sæson, og ville derfor meget gerne blive helt færdig trods et pludseligt opstået uvejr med kraftige tordenbyger. Det lykkedes ikke for min mor at få ham til at stoppe. Pludselig skete der det, der IKKE måtte ske, han gled på den smalle, smattede tørvebænk og stod lige på hovedet udover sin tørvespade. Mor, der ikke var fysisk stærk, kastede sig ned på jorden og fik mirakuløst fat i ham, og fik ham halet så meget i land, at han selv kunne hjælpe til. Han mistede både sine støvler og spaden, men var heldigvis uskadt og på sikker grund igen. Bagefter vidste hun ikke, hvorfra hun havde fået kræfterne, for “mosen” sugede og trak ham nedefter. Hver gang han bevægede sig, sank han mere og mere ned i dyndet. Efter at have sundet sig, vendte de våde, snavsede og dybt chokerede hjem.

Dette blev afslutningen på mange års tørveskæreri. Han turde simpelthen ikke mere. Tænk, hvis mor var kørt hjem før ham, hvad der af og til hændte. Netop på denne dag var der ikke andre på det skær end de to!

Læs hele Lena Andersens fortælling 

Foto fra Holmegaaard Mose stammer fra et postkort, som er stemplet i 1906. Skænket til Nye & Gamle Fensmark af Bent Busch.

 

Linette Bach som er stifter af Nye & Gamle Fensmark på Facebook, hjemmesiden fensmarkby.dk og forfatter til bøgerne Fortællinger fra Fensmark 1. -og 2. del besøger her Holmegaard Mose i juli 2020 i selskab med naturguide Rune Larsen og Provins TV.

Se med her:

Læs – historien bag Holmegaard Mose

Se flere billeder fra Holmegaard Mose