Holmegaard Mose

Foto er fra Holmegaard Mose i 1939

Udlånt af Poul Bent Christensen, søn af tidligere glasmager Ludvig Christensen.

Se barndomsfoto af Poul Bent stående på Glasværksvej

Poul Bent besøgte Nye & Gamle Fensmark i 2017

Ludvig skrev således om Holmegaard Mose:

Drengeårenes største interesse var mosen med sin underlighed, set med barneøjne. Man kunne gå i timevis og opleve nyt, fugle og dyr af forskellige arter, samt træer og planter, og så kunne man samtidig se, hvordan tørveskæringen var foregået fra begyndelsen. I moseoverfladen var aflejringen tydelig fra dengang, fordi linierne aftegnedes øst-vest mod nu syd-nord.

Et helt lag af tørvemassen på mosen er brugt til brændsel i de 95 år, før andet brændsel blev brugt, det var ca. 1920. Derved har mosen skiftet struktur fra oprindelig at være højmose til nu at være lavmose. Allerede før år 1900 begyndte man at lave tørv med maskinkraft. En lokomobil lavede kraft til et ælteværk, der som en elevator lå skråt fra maskinen ned i tørvegraven, hvor 6 mand gravede store klumper tørv. Disse gik til æltning og kom frem som en flydende masse og kunne så lægges til tørring. Udlægningen foregik på spor med en slags jernbanevogn, sporene var lette at skille og samle; de skulle jo flyttes efterhånden, som de udlagte tørv fyldte pladsen op. Fra glasværket og ud til disse pladser var et fast spor, så når tørven var anvendelig som brændsel, blev den hentet i store vogne på disse spor, trukket af en hest, som løb ved siden af vognene.

På glasværket blev tørvene lagt i store stakke ved fyringsstedet. Både børn og voksne var med til at kaste tørvene op. Det gjaldt om at få så meget i stakken som muligt.

Som barn kom jeg med min far på mosen. Min far havde heste og vogn. Og han havde evnen til at gøre tingene levende. Dette vakte min interesse for naturen med dens indhold. Mosen med dens omskiftende tiltrækning gennem de fire årstider.

Foråret, når hættemågerne tager de store, åbne tørvegrave i besiddelse, så er der liv, lige til de drager til kysterne. En lun sommeraften, når nattergalen slår sine triller lige nede i udkanten af mosen tæt ved fabrikken.. Den vil gerne have mennesker som tilhørere. Kæruldens blomstring og dunhammerens vækst ved kanten af de store vandhuller. Et ældre tørveskær med de halvægte nøkkeroser, og et af de nyere med gule åkander. Disse åkander har en kammerat og jeg kastet ud som små planter, og de har formeret sig på stedet. Efteråret har en stor charme, når lyngen blomstrer, senere når birketræernes blade falmer fra mørkegrønne til rustrøde og derpå orangegullige, et farvespil uden lige. Om vinteren kan man finde dyrenes spor i sneen, når de søger efter lidt sparsom føde. Kender man aftrykkene, kan man følge dem: dåer, ræven, haren, hermelinen eller væselen samt hønsefuglene. Alt dette og mere får man i tilgift, når man arbejder og bor på glasværket eller har sit hjem uden for værket.

Læs Ludvig Christensens erindring

Se flere billeder af tidligere glasmager Ludvig Christensen

 

Holmegaard Mose.

Holmegaard Mose er en del af et stort lavtliggende landskab på Sydsjælland. Mosen består af Porsemosen, Gødstrup Engsø og Holmegaard Højmose. Området blev efter istiden efterladt fra isens tilbagetrækning som en stor lavvandet sø, der med tiden blev tilgroet med ellesump og tørvemos. Omkring søen bosatte sig de første mennesker i jægerstenalderens Danmark. Dette gjorde de for at udnytte de gode jagtmuligheder, som fandtes i og ved søen. Der er fundet adskillige fund fra menneskerne i jægerstenalderen. Her kan nævnes en af Europas ældste buer, desuden mange andre fund af arkæologisk interesse.

Ruter i Holmegaard Mose

Holmegaard Mose er privatejet og herved fredet, og der er således regler for færdsel i området. Disse regler kan du læse mere om på skiltene i Fensmark Skov og i mosens udkanter.

Hvor mosen findes i dag, har der tidligere ligget en sø. Døde plantedele er gået til bunds, men pga manglende ilt, er disse plantedele ikke rådnet. I stedet er plantedelene blevet til tørv.

• • Er dette sket i forbindelse med det næringsrige grundvand, så kaldes det lavmose.
  • Er mosefladen uden kontakt med grundvandet, og kun holdes fugtig af næringsfattig regnvand, så kaldes det højmose

Der findes kun ganske få højmoser i Danmark, og en af disse er Holmegaard Mose.

Tørvegravene:

Gravene i mosen er vandfyldte, og får næringen fra højereliggende områder, desuden fra den gamle søbund. Arter som tagrør og dunhammere giver skjul for et rigt fugleliv.

Det er i dag ikke muligt at sige, hvornår man påbegyndte tørvegravning. Dog er der fundet en gammel trillebør ved Fensmark Skov, som er dateret til 1640.

Da Holmegaard Glasværk blev grundlagt i 1825, kom der rigtig gang i tørvegravningen. Glasværket var netop anlagt ved mosen, da man ville bruge tørven som brændsel.

Et problem med tørven var dog, at tørven kun kunne skæres i maj og juni, ellers kunne det ikke nå at tørre.

Med en såkaldt tørvespade skar man tørvene ud af en lodret mosevæg, styk for styk. Vandet bestemte hvor dybt det var muligt at skære. Som årene gik blev blev der indført maskine til gravning og bearbejdning af tørven.

Man brugte tørv i smelteovnene for sidste gang i 1924, da det var blevet for dyrt. Efterfølgende gik man over til kul og træ, senere til olie.

Da krigen i 1940-erne meldte sin ankomst, vendte billedet. Hele nationen måtte fyre med tørv, da det var det eneste brændsel, der fandtes i større mængder. Alle markerne syd for mosen blev brugt som læggeplads, hvor tørvemasse blev lagt ud, og skåret ud af en “bjørn”, som var en metaltromle, som skar tørven i de ønskede stykker. Når tørvene var tørre blev de stablet i store stakke i og omkring Holmegaard Glasværk. Op til 30.000 tons var det årlige forbrug.

Liv i mosen i oldtiden:

Under tørvegravningen i mosen, var det ofte, at graverne af tørven, stødte på flintredskaber, afgnavede knogler, knækkede hasselnødder mm.. Disse genstande stammede fra rester fra bopladser fra den tidligere del af oldtiden; jægerstenalderen.

De fleste af bopladserne i mosens tørvelag er ca. 9.000 år gamle.

Inden jægerstenalderen udløb var søen blevet til sump, og derfor boede der ingen mennesker. Ingen fund er nemlig fundet det følgende tusinder af år. Dog er et fund ganske bemærkelsesværdigt, et 5.400 år gammelt skelet. Resterne af en mand, som i begyndelsen af bondestenalderen, endte sine dage i sumpen. Skudt gennem næsehulde og brystben med krigspile.

 

Se flere fotos fra Holmegaard Mose