Våbennedkastninger over Holmegaards Glasværk
(Kilde til billede) Stort fremmøde til Foredrag om våbennedkastninger – Køge Arkiverne
Frem mod krigens afslutning modtog modstandsbevægelsen en stigende mængde våben fra luften. På Sjælland var der udpeget 80 modtagepladser, hvoraf de 57 kom i brug.
Næstveds modstandsbevægelse brugte især et område nord for Rappenborg Skov tæt ved Saltø Gods, men også Holmegaards Mose var udpeget. Mosen blev dog aldrig nævnt i BBC´s daglige udsendelser med kodeord for den kommende nats nedkastningssteder.
Alligevel blev Holmegaards Mose og Holmegaards Glasværk modtagested for to nedkastninger.
Første våbennedkastning
Den første våbennedkastning indtraf natten til 9. marts 1945, og det var et fejldrop, der ville noget. Ladningen var nemlig tiltænkt Kristianssæde Skov på Lolland.
Viden om denne nats begivenheder er bevaret, fordi ingeniør Rønne fra Holmegaards Glasværk lavede en indberetning til den Tyske Værnemagt om formiddagen d. 9. marts 1945.
”Undertegnede driftsingeniør blev vækket af fabrikkens portner ved 2-tiden med meddelelse om, at der var nedkastet forskellige ting fra en flyvemaskine, hvoraf bl.a. en ammunitionskasse var gået gennem taget på en af hyttebygningerne og faldet på en ovn, hvor dens indhold forpuffede. Jeg udbad mig straks nærmere enkeltheder med hensyn til, om der var tilskadekomne, og om arbejderne var gået i sikkerhed, klædte mig derefter på og begav mig over på fabrikken. Arbejderne stod i forvirrede smågrupper omkring nogle aflange blikbeholdere, hvoraf den ene var tom, og de to andre var fyldte. Den tomme havde åbenbart ramt taget på en bygning, hvorved den var gået itu, og dens indhold var tabt ned over en hyttebygning, bl.a. en mindre kasse med 7-8 mm. patroner var gået i stykker, og patronerne lå løse på og omkring en mindre ovn, hvor de forpuffede på grund af heden.
Jeg foretog først en hastig rundgang for at forvisse mig om, at der ikke lå sprængemner at farlig art for arbejderne og fik derefter forevist, hvad disse havde samlet sammen. Jeg gav ordre til at lade det hele ligge, indtil jeg var klar over omfanget af nedkastningen for ikke at risikere ulykker med en lille tønde, hvori fandtes håndgranater og ”denotations”.
Sammen med maskinmesteren, der var luftværnschef, gennemsøgte jeg derefter terrænet med lommelygte og beordrede arbejderne til at lade alt ligge, idet de havde forkærlighed for at samle souvenirs af de små 7-8 mm patroner. De samlede det sammen i en af beholderne, men var i øvrigt nærmest forvirrede og rådvilde.
Der dukkede umotiveret en lille flok fremmede arbejdere, som gav sig til at dirigere og ordne det nedfaldne og begyndte at slæbe det bort. Jeg kom imidlertid tilbage fra inspektionsrunden og bad atter folkene om at lade det ligge, men fik bestemt besked om, at jeg ikke skulle blande mig i sagen, hvorefter jeg blev klar over, at det ikke var nogle af vores egne folk. Det var mit bestemte indtryk, at de var bevæbnede, og jeg måtte derfor lade dem passere, idet de tog beholderne bort fra fabrikken og forsvandt i mørket.
Der var nu ikke andet at gøre end at afvente morgenens frembrud og underrette luftværnskontoret om det skete. Jeg gik hjem igen for at hvile et par timer og havde ved 7-tiden en drøftelse med sognerådsformanden, idet jeg bad ham telefonisk at indberette sagen på rette sted. Samtidig fik jeg at vide, at der ved 5.30-tiden havde været en lastbil med 15-20 maskerede personer for at hente det nedkastede, som midlertidigt havde været anbragt i mosen. De kørte ugenert bort.” (Kilde: Alan Huglstad: Kiv og krig)
De tyske soldater kom lynhurtigt til stede, og de truede med gidseltagninger, men mere kom der ikke ud af det. Der er formodninger om, at truslen om gidseltagningen kom fra Gestapo, hvis hovedkvarter for Præstø Amt lå i Præstø, men Rønnes ”åbenhed” overfor Værnemagtens ledelse i Næstved gjorde udslaget. Der var en vis rivalisering mellem de to tyske grupper, og her sidst i krigen, har især Værnemagten indset, at ”løbet nok var kørt”.
Der er i øvrigt lidt mystik omkring denne hændelse. Den er ikke nævnt i det historiske materiale fra modstandsbevægelsen i Næstved, så måske har modstandsgruppen, der var på Holmegaards Glasværk, været involveret, og måske har Rønne alligevel genkendt nogle af de ”fremmede”. (Frihedskæmpere fra Holmegaards Glasværk: NæstvedBilleder)
Endnu en beretning vedr. 1. våbennedkasning
I ”Danmarks Frihedskamp – Modstandsbevægelsen i Præstø Amt s 439f (Danmarks frihedskamp bnd 2) findes også en omtale af første våbennedkastning. Indlægget er skrevet af journalist ved Næstved Tidende, Otto Elbo.
”I december 1944 modtog man fra Sydsjællands Modtagechef, Overbetjent P. H. Larsen, Vordingborg, Meddelelse om, at Næstved skulde have Vaaben fra Luften, og til dette Formaal udpegede man Dyremosen ved Fensmark i Nærheden af Holmegaards Glasværk. Denne Plads blev imidlertid kasseret af Sagkundskaben, og i Stedet fik man saa anerkendt en ny Plads ved Rappenborg Skov, i Nærheden af Karrebækstorp Teglværk syd for Næstved. Her modtog man Vaaben fra Luften 9 Gange, og Modtagningerne forløb uden Uheld, men ikke uden farefulde og nervepirrende Situationer. 50 pCt. af de lette Vaaben og 25 pCt. af de tunge fik Næstvedgrupperne selv Lov at beholde. Resten gik til Hovedstaden.
To Gange blev der ved Fejltagelser kastet Vaaben ned i Mosen tæt ved Holmegaards Glasværk, men Sendingerne blev reddet og kom paa rette Hænder takket være Næstvedgrupperne og Grupper i Fensmark samt Glasværkets Folk. Ved den ene Lejlighed fik Tyskerne Nys om, at der var nedkastet Vaaben, og de mødte op med en større Styrke. Da de imidlertid ikke opnaaede noget Resultat ved Eftersøgningen, meddelte den ledende tyske Officer, at hvis man ikke naaede til positive Resultater inden en vis Tidsfrist, vilde der blive udtaget 10 Gidsler i Fensmark. Civilingeniør Rønne, Glasværket, tog til Næstved og opnaaede Foretræde for den tyske Kommandant for Værnemagtsafdelingerne i Næstved. Det blev herunder opklaret, at det var Gestapo, der stod bag Truslen, og paa Grund af bestaaende Rivaliseringer mellem Værnemagt og Gestapo afblæstes truslen, idet værnemagten for en gangs skyld gik af med Sejren.”
Anden våbennedkastning
Den anden våbennedkastning skete natten til 23. april 1945.
Den ladning skulle efter planen være kastet ned over en modtageplads nord for Sparresholm, men modtageholdet fra Haslev var ikke på plads, og af en eller anden grund valgte piloten at kaste hele lasten over Holmegaard.
Seminarieelev og sekondløjtnant Ole Warthoe-Hansen (Modstandsdatabasen – Ole Warthoe-Hansen) fra modstandsbevægelsen i Vordingborg var gået under jorden og boede ude ved Holmegaards Mose, og han varskoede Rasmus Movin (Modstandsdatabasen – Rasmus Christian Bent Movin) fra modstandsbevægelsen i Næstved om, at der kl. 1 var kastet en sending våben ned over Holmegaards Glasværk, og at der endnu ikke var tegn på, at tyskerne var på vej til Glasværket.
Movin fik fat i gruppe modstandsfolk, som skaffede en lastbil, og de aftalte, at den skulle være i Fensmark kl. halv syv. Movin kørte i forvejen, og sammen med Warthoe-Hansen gik han i gang med at samle det nedkastede sammen.
På Glasværket var arbejderne allerede i gang med at bære containere ned fra lofter og lignende steder, og kl. halv syv havde man fået styr på det hele, og man kunne gå i gang med at laste bilen. Man ville dog lige have den sidste container med. Den var landet ude på Mosen, og da det var frostvejr, mente man nok, at lastbilen kunne køre ud efter den. Det gik også udmærket indtil chaufføren ville vende bilen. Under den manøvre kørte han forenden ud på mosejord med det resultat, at forhjulene sank i til akslerne. Man hentede nogle arbejdere fra Glasværket, og først, da der var 25 mand i aktion, fik man lastbilen på rette køl. Det var i mellemtiden blevet helt lyst, og nu fik chaufføren kolde fødder. Han var søn af vognmand Brogaard, og navnet stod på siden af lastbilen, så han besluttede sig for at køre hjem. En af de ledende modstandsfolk fik dog overtalt chaufføren til at vende om og få læsset godset på ladet. Chaufførens problem var, at over hundrede glasværksarbejdere havde set navnet, og kunne man stole på dem alle? Det viste sig, at det kunne man godt. Tyskerne dukkede først op om eftermiddagen, men alle ”holdt tand for tunge”. (læs Movins egen beretning nedenfor)
Der er lidt i tvivl om, hvor man kørte lasten hen. I ”Kiv og Krig – Næstvedegnen 1939-1945” skriver Allan Huglstad, at man kørte gennem Næstved ved højlys dag til et af modstandsbevægelsens gemmesteder, mens Kurt Sørensen i sine erindringer skriver, at man vidste, at lastbilen var kørt gennem Fensmark halv otte, og at den var gemt i Stenskoven. Efter skoletid tog han og andre drenge til Stenskoven, hvor de fandt bilen blot for at konstatere, at den var tom. (Fortælling om Kurts oplevelse af krigen på nært hold – Nye & Gamle Fensmark)
På Glasværket fik man travlt med at udbedre skaderne og slette alle spor. Der blev lagt nye tegl på husene, containerne blev smidt i Mosen, og faldskærmene blev gravet ned – De blev i øvrigt syet om til skjorter efter befrielsen. (Læs også erindringer fra Flemming Jensen og Alice Jensen, der begge fortæller deres version om anden nedkastning). (Erindring af Flemming Jensen) (Fortælling af Alice Jensen – Nye & Gamle Fensmark)
En af hovedpersonerne ved nedkastningen 23. april 1945 fortæller:
Rasmus Christian Bent Movin (1914-1991) har skrevet sin egen version af nedkastningen 23. april 1945. Uddraget er fra: Næstved – Erindringer om Modstandsbevægelsen 1940-1945 side 26f. (Næstved – Erindringer om modstandsbevægelsen, 1940-1945)
En Nat, da jeg boede hos Overlæge Faber (Modstandsdatabasen – Børge Faber), blev der ringet paa med det kendte Signal _ ._ (langt kort langt) Kl. 4 om morgenen. Udenfor stod min gamle Bekendt Wartho-Hansen) fra Vordingborg. Han var gået under Jorden og boede ude paa Holmegaards Mose. Han meldte kort og godt, at en Sending Vaaben Kl. 1 var kastet ned over Holmsgaards Glasværk, samt at Tyskerne, da han kørte derude fra, endnu ikke havde været der. Han havde først været hos Overlæge Tønnesen (Modstandsdatabasen – Hans Tønnesen) , og fru Tønnesen havde vist ham hen til mig. Vi havde ikke fået nogen Besked fra B.B.C. om Vaaben den Nat, saa det maatte være smidt forkert ned, hvad det ogsaa var. Det var Sorø, der skulle have haft det.
Det var fuldstændig som i gamle Dage, og det sang inden i mig af Glæde, da jeg kørte rundt og vækkede de forskellige. Aftalen blev, at Staal ( Modstandsdatabasen – Knud Johannes Sennels Staal) og Fritz (Modstandsdatabasen – Frits Larsen) skulle komme med en Lastbil kl. 6.30 og hente det, naar jeg havde faaet det samlet sammen, og Wartho og jeg tog straks afsted. Det mest spændende ved Foretagendet var naturligvis dette, om Tyskerne var derude, naar vi kom, eller var på Vej, for der var jo efterhaanden gaaet nogle Timer.
Da vi kom derud, var nogle af Arbejderne ved at bære Containere ned fra et Loft. Nogle af dem var gaaet gennem Taget paa et par Bygninger. Jeg allierede mig med den kvikkeste af dem og spurgte, hvor mange Telefoner, der fandtes paa Stedet, og om han kendte noget til eventuelle Opringninger. Tallet var 7, det sidste kunne han ikke svare paa, men han troede det ikke. Da jeg ikke havde nogen Folk med, kunde jeg ikke besætte eller ødelægge alle Telefoner paa Stedet, men sendte i Stedet Wartho-Hansen ned med Ordre til at holde Centralens Personale op (det var en Smedekone eller saadan noget lignende i Fensmark (Stenskovvej 5), og saa gik vi i gang med at samle Containere sammen, og dække dem med Grus. Da Bilen kom kl. 6.30, var alt klappet og klart, og vi kunne læsse.
Inden vi læssede de indsamlede Containere, vilde vi hente en enkelt, der laa et stykke ude i Mosen, og da Vejen var frossen, spurgte jeg en af Arbejderne, om man kunde køre derud. Ja, det var i Orden, og det gik ogsaa udmærket paa Vejen, men da Chaufføren, en af Brogaards Sønner, vilde vende den store tunge Vogn, bakkede han uforsigtigt ind paa et frossent stykke Mose og gik i! Det var ret kriminelt, og vi masede som vilde for at faa den fri. Han var ingen mester i at haandtere den, og Resultatet blev, at den stod uhjælpelig fast med Forhjulene langt nede. Der kom nogle Arbejdere til, men det hjalp ikke, og jeg løb saa tilbage for at hente flere. Ved hjælp af 25 Mand kom den løs, men det havde taget tre Kvarter, og det var blevet fuldstændig Lyst. Betænkeligt var det naturligvis, at Navnet ”Brogaard” stod paa Døren. Vi kørte saa tilbage til de andre, men nu fik Brogaard pludselig Betænkeligheder og kørte. Lille Staal og jeg løb saa tilbage mod Fabrikken for at holde en Lastbil op, men undervejs mødte vi atter Brogaard, som Fritz havde faaet overtalt. Han paastod, at Koblingen var gaaet sig en Tur. Endelig fik vi læsset og kom afsted.
Hvorledes efterspillet vilde forme sig var jo ret spændende, idet mindst 100 Arbejdere havde overværet Slutakten, og mange løb rundt med Patroner raslende i Lommen, idet en af Containerne ved at gaa gennem et Tag og ned i et Køkken var gaaet i Stykker. De afleverede dog loyalt det meste.
Den danske Befolkning havde paa det Tidspunkt faaet Færten af, hvem det vilde sejre i Krigen. Først paa Eftermiddagen ankom Gastapo og foretog Arrestationer og Afhøringer. Intet Sivede ud! trods navnet Brogaard paa Vognen.