Da krigen kom til Fensmark

Da krigen kom til Fensmark 

Flemming Jensen skrev således:

I september 1944 opløste tyskerne det danske politi. En del blev arresteret, og en del blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, hvorfra nogle aldrig kom hjem.

Det lykkedes dog mange danske politifolk at ”gå under jorden”.

Også i den forbindelse skete der noget i Fensmark. Driftsbestyrer Karl Schlüter på Glasværket havde en søn, Bent, der var politikommissær i København, og for hvem det var lykkedes at ”gå under jorden”.

Karl Schlüter blev ansat på Holmegaard Glasværk i 1908_Fensmark_by_173

Karl Schlüter

Bent boede i et værelse på glasværket. Det tyske politi havde fundet ud af, at politikommissærens familie boede på glasværket, og en mørk aften rullede pludselig en tysk personbil ind i gården ved driftsbestyrerboligen. Der blev banket hårdt på hoveddøren, og tyskerne blev lukket ind i forstuen. I en hård kommandotone spurgte de efter Bent Schlüter. Karl Schlüter kunne oplyse, at sønnen ikke var der, men at han boede på en nærmere angivet adresse i København. Vel vidende, at han ikke var på adressen, tilbød Karl Schlüter at ringe til ham. Telefonen svarede selvfølgelig ikke. Didde Schlüter, der overværede optrinet fortæller: ”Tyskernes optræden var barsk, men høflig, og pludselig dukkede husets store, godmodige engelske hyrdehund frem. Den logrede med halen og mødte de fremmede med stor glæde. Den tyske officer så ud til at være glad for hunde, så det formildede ham tilsyneladende”. I medens diskussionen fandt sted, gik tyske soldater rundt i husets store have, hvor de lyste med lygter imellem buskene for eventuelt at finde den eftersøgte politimand. Efter en lavmælt samtale imellem de tyske officerer, hvor der blev diskuteret, om man skulle tage Karl Schlüter med som gidsel, besluttede de at køre videre med uforrettet sag.

Familien Schlüter er overbevist om, at det var den godmodige hunds optræden, der var direkte årsag til, at tyskernes besøg ikke fik konsekvenser. Det skal bemærkes, at den eftersøgte politikommissær netop havde forladt driftsbestyrerboligen kort forinden, hvor familien havde lyttet til den danske radioudsendelse fra BBC i London. Det lykkedes aldrig for tyskerne at opspore Bent Schlüter, og krigen sluttede få måneder senere, Også to andre politifolk var ”gået under jorden” og holdt sig skjult på glasværket. Det var to kriminalbetjente fra Odense, der som alle andre politifolk var eftersøgt af tyskerne. De arbejdede i glashytten og boede i et par værelser i nærheden. Også de undgik anholdelse og de følger, det kunne have fået.

 

Esther Sørensen, senere Kristiansen fortæller her, hvorfor hun ikke måtte overnatte i driftbestyrerboligen under krigen. Her genfortæller hun Flemming Jensens historie↓

Esther er født og opvokset på Willumsgaard, se flere billeder fra gården, HER

Esther stående på trappen til driftbestyrerboligen

Læs resten af Flemming Jensens erindring, HER

Kurt Sørensen erindrer tiden under krigen således;

“Anden Verdenskrig har også sat sig spor i min erindring. Tyskerne var indkvarteret i Forsamlingshuset, og en af dem var barber, og han klippede flere af os drenge. Han var østriger, og han sagde: ”Deutschland kaput”. Der var også våbennedkastninger på Mosen, og engang, da modstandsbevægelsen skulle hente våbnene, kørte deres lastbil igennem en bro, så den ikke kunne komme videre. Klokken 6 om morgenen mødte arbejderne på Glasværket, og en stor flok blev udkommanderet til at løfte bilen på ret køl, så kl. 7.30 kørte den gennem Fensmark til Stenskoven, hvor den blev gemt til næste nat. Vi var flere drenge, der var ude at lede efter den, og det lykkedes også, men bilen var tom. Der var en modstandsgruppe i Fensmark, og ofte lå der illegale blade i postkasserne. Men man vidste ikke helt, hvem der var med. Vi havde selvfølgelig vores anelser, bl.a. til Kåre, som var ”føl”, dvs. vagtmand om natten, efter at politiet var taget af tyskerne.

Vi fik ind imellem krigen ind på nært hold. Der gik telefonledninger gennem Fensmark og ud til Tybjerg, hvor tyskerne havde en hovedcentral. Disse ledninger blev ofte klippet over, og til sidst truede tyskerne med at tage gidsler, hvis det ikke stoppede. De havde udpeget tre, og det var vores førstelærer Larsen, driftsbestyrer Schlüter fra Glasværket og vores borgmester H. P. Hansen.

Læs resten af Kurt Sørensens erindring, HER

En anden episode havde også sit udgangspunkt i de famøse ledninger. Willum Sørensen fra Willumgård var lidt af en skør rad, og en dag opdagede han, at tyskerne kørte rundt på hans mark for at reparere ledningerne. I en pause tog han sin tyr og bandt den til en af telefonspælene, så de ikke kunne komme til, og de måtte true ham med et gevær, før han flyttede den.

I sommeren 1943 opførte værnemagten et system af telefonledninger fra Sjællands Odde til Gedser, og i den anledning blev det rejst en række master i en snorlige række fra nordvest til Sydsjælland og videre. En morgen var tyskerne nået til Sofus’ mark, uden han anede, hvad de havde for, og da han kikkede ud ad vinduet, så han en lastbil belæsset med master, holde ude i lucernemarken, mens fjorten af ”de grønne” var travlt beskæftiget med at aflæsse, grave huller i jorden, osv. Sofus gned sig i øjnene, men forstod ikke et muk af det hele. Han tog sit jagtgevær og fyldte sine lommer med patroner for at være forberedt. Han skulle nok vise disse grønne røvere, hvem der rådede her, og det manglede bare, at sådant noget pak skulle komme her og ødelægge hans lucerne. Derfor gik han ud i lucernemarken og stillede sig op en snes skridt fra tyskerne, ”for at de ikke skulle gå på lemmerne af ham”. Det drejede sig om et arbejdshold, og de var kun bevæbnet med bajonetter, så de var ikke så farlige, når man havde dem på afstand. Sofus stak et par patroner i geværet, tog sin bestemte mine på og forlangte på godt sjællandsk at få den ”øverste” i tale, idet han tilføjede, at han havde patroner nok til at skyde hele bundtet, hvis de ikke makkede ret. Gefreiteren, som var troppens anfører, forklarede i et sprog, som var en blanding af meget tysk og lidt dansk, at de var ude i lovligt ærinde, og at Sofus måtte havefået besked fra den danske øverste myndighed om, at de ville komme og placere disse master på hans jord. Han havde imidlertid ikke modtaget nogen sådan besked, og han blev derfor noget rådvild ved at høre, hvad tyskeren sagde. Men da han havde tænkt sig om et øjeblik og indså, at tyskeren muligvis havde ret, set fra den side, faldt hans sidste ord i sagen, mens han stod og kærtegnede geværet: ”Hvis det er sandt, at Kongen har givet jer lov til at grave jeres pæle ned i min lucernemark, er jeg selvfølgelig ikke en mand, der vil sætte sig op imod det, men jeg vil ikke finde mig i, at I kører og ødelægger min lucerne med jeres store biler. Jeg forlanger, at I skal blive oppe på vejen med bilerne og så bære masterne ind på marken”. Sofus så truende ud og klappede bøssen endnu en gang, og resultatet blev, at han opnåede særbehandling.

Læs resten af Willums erindring, HER